VIRTU TRAVEL UDVIDER PROGRAMMET MED MALLORCA

Virtu Travel kan fremover tilbyde Mallorca som destination til sine kunder. Rejsebureauet overtager alle aktiviteter i Cykler Mallorca i Selva på den spanske ferieø for yderligere at styrke sin position på markedet for unikke cykelrejser og cykelevents.

Virtu Travel udvider i 2018 sit portefølje af autentiske cykeldestinationer med Selva på Mallorca. Rejsebureauet har købt alle aktiviteter i Cykler Mallorca, en rejse- og event-virksomhed, som samarbejder med en række charmerende boutique-hoteller og villaer i Selva. Aktiviteterne videreføres fremover i regi af Virtu Travel. Ifølge Michael Benzon og Mikkel Würtz, der sammen udgør Virtu Travels daglige ledelse, skal overtagelsen ses som en yderligere konsolidering af rejsebureauets fokus på unikke cykeldestinationer.

”Egentlig lå det ikke i kortene, at vi skulle have en populær destination som Mallorca på vores hylde. Vi har altid fokuseret mest på det autentiske og unikke, og vores fokus på både turen op af bjerget, bistroen, kun de lokale kender, den gode kaffe og fællesskabet rammer et eller andet i markedet. Men alt det fandt vi i Selva,” siger Michael Benzon og Mikkel Würtz i en fælles udtalelse.