Virtu Travel indgår partnerskab med det ledende sydfranske udlejningsbureau, QAUTIO

Det dansk ejede udlejningsbureau, QAUTIO, har siden 2008 udlejet boliger til de mange turister og virksomheder, der hvert år besøger Cannes for at holde ferie, deltage i kongresser og festivaler. Derfor fandt Virtu Travel det naturligt at indgå et samarbejde med QAUTIO.

Virtu Cycling’s rejsebureau, Virtu Travel, vil sende gæster ned til Cannes, hvor de indlogeres i QAUTIO’s lejligheder, som ligeledes sørger for al logistik med lufthavnstransport, forplejning og udflugter.

Head of Travel i Virtu Cycling, og ansvarlig for udviklingen af nye destinationer, Henriette Greenwood, ser frem til det nye samarbejde.

”Vi er meget glade for nu at kunne tilbyde Cannes som en ny og meget spændende destination i Sydfrankrig. Vi har i mange år fokuseret på Nice, men med QAUTIO’s mange lejligheder og store netværk har vi en dansk partner på destinationen, som kan stå for alt det praktiske, så vi kan koncentrere os fuldt ud på at gøre cykelrejsen til en stor oplevelse for vores kunder”.

QAUTIO’s danske direktør i Cannes, Claus Fermann, glæder sig ligeledes over det nye partnerskab med Virtu Travel.

”Der er åbenlyse synergieffekter ved dette samarbejde. Vi har mere end 10 års erfaring med udlejning til både turister og forretningsfolk her i Cannes, hvor vi udbyder mere end 200 boliger – alle beliggende i city centrum i kort gåafstand til strand, caféer, restauranter mv. Vi udlejer desuden et relativt stort antal dansk ejede lejligheder, som holder et højt kvalitetsniveau”.

Claus Fermann uddyber:

”Da vi kiggede nærmere på vores respektive kundelister, fandt vi mange af de samme virksomheder. Eksempelvis har vi mange kunder, som lejer lejligheder hos os i forbindelse med den store ejendomskongres MIPIM, som også benytter sig af Virtu Travel til skræddersyede cykelrejser.”

Virtu Travel arbejder i øjeblikket på at skabe en række interessante tilbud, fortæller Henriette Greenwood:

”Vi arbejder nu på at udvikle attraktive tilbud til vores fælles danske kunder, så disse kan kombinere det faglige med det sportslige, ved at cykelturen arrangeres umiddelbart i forbindelse med MIPIM-ugen”.