VIRTU Cycling Group og Cancellara lancerer storstilet, dansk cykelevent

 I 2018 får danske cykelmotionister mulighed for at dyste mod det schweiziske tempo-fænomen, den tidligere Riis-rytter Fabian Cancellara. VIRTU Cycling Group har erhvervet de eksklusive rettigheder til eventen ’Chasing Cancellara’ i Danmark.

VIRTU Cycling Group kommer næste år til at tilføje den danske cykelmotionsscene en attraktiv nyhed.
Koncernen har nemlig sikret sig rettighederne til at arrangere eventen ”Chasing Cancellara” på dansk asfalt. Og dermed får danske cykelmotionister en unik mulighed for at konkurrere mod ingen ringere end den schweiziske cykellegende, klassikerkonge og mangedobbelte verdensmester i enkeltstart, Fabian Cancellara.

Det løftede VIRTU Cycling Group og Fabian Cancellara tirsdag sløret for ved et eksklusivt medlemsarrangement for VIRTU Business Club i Hørsholm hos koncernens officielle partner Mercedes-Benz – Ådalsvej 54, 2970 Hørsholm

”’Chasing Cancellara’ er en anderledes event, som giver en unik mulighed for at udfordre mig på cyklen. Det er et stort og seriøst koncept, men fokus skal hele tiden være på, at vi skal have det sjovt sammen, da cykling for mig altid har repræsenteret et stærkt fællesskab. Samtidig er det også klart, at det er noget særligt for mig at rulle projektet ud i Danmark, da jeg i mange år af min karriere kørte for et dansk hold og Bjarne Riis,” siger Fabian Cancellara.

Et livsstilsprojekt med ambitioner
Hos VIRTU Cycling Group ser direktør Nicolai Jørgensen også meget frem til at folde den nye cykelevent ud.

”Vi synes, at ’Chasing Cancellara’ som event har alt det, der tilsammen gør cykling så attraktiv for mange, både høj og lav. Der er forberedelse og måske en livsstilsændring. Der er naturoplevelser. Der er historien, tøjet, grejet og hele livsstilen. Det er den her fascinerende cocktail, der får mere end 400.000 danske motionister ud på landevejen. Hos VIRTU Cycling Group har vi en vision om at øge glæden og livskvaliteten hos danskerne gennem cykling, og her passer dette koncept perfekt ind, ” siger Nicolai Jørgensen.

Første udgave af ”Chasing Cancellara” i Danmark ventes at finde sted i sommeren 2018.

Kort om ”Chasing Cancellara”:
”Chasing Cancellara” er et lukket cykelløb baseret på ‘All-against-one’, hvor amatørryttere får mulighed for at krydse målstregen før Fabian Cancellara. De, der kan det, vil modtage et certifikat med titlen ”Cancellara Conqueror.” Løbet blev lanceret i foråret 2017 og afholdes henover sommeren i Andermatt, Villars-sur-Ollon og Lugano, schweiziske byer, som repræsenterer landets tre hovedsprog (tysk, fransk og italiensk). I Danmark har VIRTU Cycling Group erhvervet sig rettighederne til en særlig version af konceptet, som VIRTU Cycling Group har udviklet i samarbejde med Fabian, så det passer til de danske veje. Eventen bliver åbent for alle. Konceptet rulles dertil ud i flere lande i 2018, som betyder, at de 10 bedste ryttere fra hvert land bliver udtaget til en international finale i Schweiz.

Kort om VIRTU Cycling Group:

VIRTU Cycling Group er en koncern af brands og virksomheder, der har rod i cykling og cykelbaserede aktiviteter. Koncernen tæller Danmarks største erhvervs- og cykelnetværk, VIRTU Business Club, rejsebureauet VIRTU Travel, den virtuelle træningsplatform VIRTU Go, den stationære cykel Virtu Pro og det toskanske cykelhotel Villa Pacini. Dertil ejer og driver VIRTU Cycling Group et kontinentalhold og et World Tour-hold for kvinder. Målet er også at skabe et World Tour-hold for herrer, og gennem koblingen af professionel cykling og de øvrige brands og virksomheder i koncernen at skabe unikke cykeloplevelser, der forbedrer menneskers fysiske, mentale og sociale velbefindende.

Kort om VIRTU Business Club:
VIRTU Business Club er Danmarks største netværk for cykelinteresserede erhvervsfolk og består af mere end 300 virksomheder fordelt i København, Århus, Kolding, Vejle, Horsens og Herning. Netværket ønsker dertil at etablere sig i Aalborg, Esbjerg og Silkeborg. Netværket er en del af koncernen VIRTU Cycling Group.

For mere information: 
Nicolai Jørgensen, direktør, VIRTU Cycling Group, mobil: 22771731