TEAM WAOO

TEAM VIRTU CYCLING BLIVER TIL TEAM WAOO

Team VIRTU Cycling’s kontinentalmandskab skifter navn til Team Waoo, når PostNord Danmark Rundt skydes i gang med en 218 kilometer lang etape med start og mål i Ålborg på onsdag d. 1. august. VIRTU Cycling Group har nemlig indgået partnerskab med Waoo, der udbyder fiberbredbånd, TV, telefoni og mobiltelefoni.

Holdejer, Bjarne Riis fortæller:
”Jeg er meget glad for at kunne meddele, at vi har indgået en aftale med Waoo for resten af sæsonen med start i PostNord Danmark Rundt. Waoo har gennem lidt tid været en dedikeret samarbejdspartner i forbindelse med blandt andet Chasing Cancellara powered by Waoo. De er tydeligvis meget motiverede for at blive en del af sporten og er fra i år også sponsor for ungdomstrøjen i PostNord Danmark Rundt. Med samarbejdet får vi en passioneret partner, der, ligesom vi, er optaget af fart, og vi er meget tilfredse med at dele vores passion for sporten med dem”.

Administrerende direktør ved Waoo, Jørgen Stensgaard udtaler:
”Bjarne Riis’ og Virtus planer og høje ambitioner om et nyt cykelhold, som skal deltage i verdens største cykelløb, finder vi som virksomhed meget tiltalende af flere årsager. Først og fremmest er det spændende initiativ, der matcher Waoo ift. at være ambitiøst og nytænkende, som netop er nogle af vores primære drivkræfter.

Dernæst er cykelsporten, på samme vis som håndbold, hvor vi også er engagerede, en nationalsport, der dyrkes af og interesserer mange i den brede danske befolkning – også ude i lokalområderne. Netop her kan vi derfor nå mange af vores nuværende og potentielle kunder, og samtidig støtte op om en sport, som er et stærkt TV-produkt, vi kan levere til vores kunder.”

Aftalen er gældende fra første etape af PostNord Danmark Rundt til og med resten af sæsonen

Kort om Waoo:
Waoo er Danmarks førende leverandør af internet, TV og telefoni via fibernettet. Bag Waoo står nogle af landets største, lokale fibernetselskaber, som har slået sig sammen for at bringe den ultimative, digitale løsning til danskerne. Vores størrelse og erfaring betyder, at vi kan tilbyde de mest innovative og fremtidssikrede løsninger – naturligvis til konkurrencedygtige priser. Waoos slogan er ”Internet, som det burde være”, fordi internettet er fantastisk og rummer et utal af muligheder, som vi ønsker at hjælpe kunderne til at udnytte fuldt ud.  Vores målrettede medarbejdere stræber efter at give danskerne den bedste internetoplevelse ved hjælp af vores lynhurtige fibernet. Måske er det derfor, at vores kunder 7 år i træk har kåret Waoo som Danmarks bedste internet. Vi er stolte af, at det afspejler vores vision om, hvordan internet skal være.