Virtu Cycling indgår partnerskab med NTT Pro Cycling

Pressemeddelelse

Parterne har underskrevet et ’letter of intent’ med det formål, at Virtu Cycling hurtigst muligt erhverver en tredjedel af virksomheden bag det sydafrikanske cykelhold. Partnerskabet bygger på et fælles ønske om at fortsætte udviklingen af holdet både sportsligt og organisatorisk, og derudover understøtter og styrker partnerskabet Virtu Cycling’s kernefokus; at skabe unikke cykeloplevelser.

Virtu Cycling, en gruppe af virksomheder inden for cykelrelaterede aktiviteter, og NTT Pro Cycling, et UCI World Tour-cykelhold med base i Sydafrika, går sammen i et nyetableret partnerskab.

Parterne har aftalt, at Virtu Cycling investerer i en tredjedel af aktierne i virksomheden bag NTT Pro Cycling. Sammen ønsker parterne at fortsætte udviklingen af holdet ud fra både et sportsligt og organisatorisk perspektiv for at sikre holdets langsigtede bæredygtighed og succes. Samtidig vil holdet fortsætte sin støtte til velgørenhedsorganisationen Qhubeka Charity, som for nyligt har udleveret cykel nummer 100.000 i Sydafrika.

Virtu Cycling er ejet af den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis og forretningsmændene Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen.

Bjarne Riis får titel af Team Manager på NTT Pro Cycling og skal stå i spidsen for den sportslige udvikling sammen med den øvrige sportslige sektor og den teknologidrevne tilgang til performance.

Bjarne Riis, Virtu Cycling medejer og Team Manager, NTT Pro Cycling:
”Det er et stolt øjeblik for vores virksomhed, Virtu Cycling, og jeg er meget begejstret for partnerskabet og dets potentiale. Jeg tror på, at vi sammen kan skabe et af verdens bedste cykelhold baseret på den teknologidrevne tilgang til resultater og performance sammen med vores mangeårige erfaringer fra World Tour-scenen.”

”Vi har haft både lange og rigtig gode snakke med Douglas Ryder om holdets fremtid og potentiale. Jeg ser meget frem til vores samarbejde, og jeg glæder mig til at begynde arbejdet med den sportslige udvikling af holdet. Jeg har kun beundring tilovers for det, Doug har opbygget og opnået med dette hold fra starten som kontinentalhold til i dag at være et World Tour-hold, for hans bidrag til cykelsporten og til velgørenhedsorganisationen Qhubeka Charity. Jeg tror på, at vi sammen kan bringe dette hold op på næste niveau og gøre det til et hold, som alle – ryttere og medarbejdere – ønsker at være en del af.”

Douglas Ryder, grundlægger og Team Principal, NTT Pro Cycling:
”I dag er endnu et signifikant øjeblik for det her hold – og dets fremtid. Den ekspertise, som Bjarne Riis kan bibringe holdet på den sportslige og udviklingsmæssige front, bliver en fantastisk tilføjelse til den teknologidrevne performance-tilgang, som vi har bygget sammen med vores hovedsponsor, NTT Ltd.”

”Jeg tror på, at det her partnerskab vil gavne hele holdet og hjælpe os til at opnå fantastiske resultater. Det vil samtidig sætte fokus på vores partnere, på vores måde at gøre tingene på som hold, og sidst, men ikke mindst vores støtte til Qhubeka Charity.”

”Dansk cykling står meget stærkt i øjeblikket. Derfor tror vi på, at dette partnerskab sammen med vores stærke fundament kan medvirke til at skabe et af de bedste cykelhold i verden i de kommende år. Det er i hvert fald vores ambition.”

Anders Gram, Group CEO, Virtu Cycling:
“Vi har haft forhandlinger og snakke med andre hold i forhold til at opbygge et professionelt cykelhold, men vi besluttede at bruge den nødvendige tid til at undersøge alle vores muligheder grundigt. Set fra vores perspektiv var partnerskabet med NTT Pro Cycling og vores match i filosofi klart det mest interessante og derfor det, vi valgte.”

”Dette partnerskab gør os i stand til at fortsætte udviklingen af vores virksomheder og udleve vores fokus om at skabe unikke cykeloplevelser, uanset om det handler om rejser, forretningsnetværk eller high-end cykeludstyr.”

Ruth Rowan, Global Chief Marketing Officer, NTT Ltd:
“Vi er meget glade for at kunne byde Virtu Cycling velkommen ombord. Som titelsponsor hjælper vi NTT Pro Cycling med teknologisk innovation og kombinerer det med den sportslige præstation for at understøtte ambitionen om at være rangeret blandt de ti bedste cykelhold i verden.
Vi tror på, at vi sammen kan opnå store ting, når vi fremover kombinerer det med at arbejde sammen med verdensklasse-eksperter hos Virtu Cycling samt en tidligere Tour de France-vinder. Det er en ekstremt spændende tid for NTT Pro Cycling, når vi alle arbejder henimod at opbygge et unikt hold, der vil være blandt de bedste i verden og samtidig også cykler for at gøre verden til et bedre sted.”

Om NTT Pro Cycling:
NTT Pro Cycling (tidligere Team Dimension Data for Qhubeka) blev grundlagt i 2007 og blev det første sydafrikanske cykelhold nogensinde til at få en WorldTour-licens i 2016. Med støtte fra vores titelsponsor og teknologi-innovationspartner, NTT, er vi det mest formålsdrevne, resultatorienterede og teknologidrevne hold i professionel cykling i dag. Vores ambition er at fortsætte med at køre cykelløb på det højeste niveau, at udvikle ryttere til at udleve deres fulde potentiale og at inspirere og motivere alle på tværs af det afrikanske kontinent til at køre på cykel. Vi har kontorer i Sydafrika, Danmark, Holland og Italien. Vi kører også for at skabe opmærksomhed om Qhubeka Charity, en velgørenhedsorganisation, som opererer ud af Sydafrika gennem deres kampagne #BicyclesChangeLives. For mere information se https://nttprocycling.com

Om Virtu Cycling:
Virtu Cycling er en koncern af brands og virksomheder med rod i cykling og cykelbaserede aktiviteter. Koncernen tæller Danmarks største erhvervs- og cykelnetværk (Virtu Business Club), et rejsebureau (Virtu Travel), salg af cykeltøj og -udstyr (Virtu Cycling Gear) og det toskanske cykelhotel Villa Pacini samt adgang til en række boutique-hoteller på Mallorca (Virtu Villas). Fra i dag er Virtu Cycling minoritetsejer af World Tour-holdet NTT Pro Cycling og deres udviklingshold. Gennem vores arv og historik relateret til professionel cykling skaber vi unikke cykeloplevelser. Virtu Cycling er ejet af den tidligere Tour de France-vinder Bjarne Riis og forretningsmændene Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen. Group CEO i koncernen er Anders Gram. For mere information: www.virtucycling.com

Om NTT Ltd:
NTT Ltd. er en ledende global teknologisk servicevirksomhed. Vi indgår partnerskaber med virksomheder rundt omkring i verden for at skabe og opnå mål gennem intelligente teknologiløsninger. For os betyder intelligens, at man er datadrevet, forbundet, digital og sikker. NTT Ltd. er en alsidig og dynamisk arbejdsplads med mere end 40.000 ansatte på tværs af mere end 57 lande, og som global ICT-udbyder har vi kunder i 73 lande og leverer vores services i over 200 lande. Sammen muliggør vi en forbundet fremtid. Besøg os på vores nye hjemmeside: www.hello.global.ntt