Lovende sæsonstart for NTT Pro Cycling

Lovende sæsonstart for NTT Pro Cycling

NTT Pro Cycling har leveret gode resultater ved sæsonens første løb

NTT Pro Cycling startede årets sæson i Australien med Tour Down Under. På løbets femte etape muliggjorde et perfekt lead-out, at italienske Giacomo Nizzolo kunne sprinte sig til sejren og dermed tage sæsonens allerførste sejr. Mens sæsonen fortsatte i Australien var NTT Pro Cycling’s ryttere i aktion verden over.

Ved Tour de Langkawi viste den tyske sprinter Max Walscheid storform, da han vandt henholdsvis det indledende kriterium og to etaper undervejs. Sejrene sikrede ligeledes Walscheid føringen i pointkonkurrencen, og han kunne til sidst kalde sig den samlede vinder af den grønne pointtrøje.

Samtidig viste NTT Pro Cycling også de blå farver frem i Frankrig, da Ben O’Connor vandt fjerde etape af Etoile de Bessèges. I en udbrudsgruppe med 11 mand sad fire NTT Pro Cycling ryttere og kontrollerede løbets gang, og med 1 km til mål kørte Ben O’Connor fra gruppen, og kunne køre først over målstregen helt alene.

”Det var et fantastisk teamwork fra drengene. Jeg var oppe foran til at starte med, og så kom Michael (Valgren), Eddy (Boasson Hagen) og (Michael) Gogl op til fronten. Vi gav den alt, vi havde. Jeg færdiggjorde dagens hårde arbejde og kunne tage etapesejren. Det var en helt perfekt dag, og det giver os selvtillid frem mod de næste løb, at vi kan være med blandt de bedste,” siger Ben O’Connor.

En ny national mester

Mens sæsonen var i fuld gang i Europa deltog flere af NTT Pro Cycling’s sydafrikanske ryttere ved de nationale mesterskaber i enkeltstart og linjeløb. Ved det sydafrikanske mesterskab i linjeløb kunne Ryan Gibbons løfte armene i jubel, da han krydsede målstregen først og kunne kalde sig den nyeste sydafrikanske mester i linjeløb.

”Det er et kæmpe privilegium at få lov til at bære denne trøje,” siger Ryan Gibbons.

God start på forårsklassikerne

De belgiske løb Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Brussel-Kuurne kickstartede sæsonen for forårsklassikerne. Ved Kuurne-Brussel-Kuurne kunne Giacomo Nizzolo tage sæsonens fjerde podium plads, da han vandt feltets massespurt og kunne tage løbets 2. plads.

Nizzolo var tilfreds med sin præstation efter løbet.

”Det er aldrig fedt vinde sprinten om 2. pladsen, men jeg følte mig godt kørende i dag, og jeg er glad for min præstation, så nu kigger vi frem mod de kommende løb”.

I forrige uge stillede NTT Pro Cycling til start ved etapeløbet Paris-Nice, som ofte er præget af dårligt vejr og sidevindskørsel. Det var ingen undtagelse på 2. etape af løbet, hvor feltet blev splittet til atomer i sidevinden med godt 30 km til mål. Nizzolo sad med helt fremme til det sidste og kunne sprinte sig til sejren.