Frederik Nybo Eriksen bliver en del af NTT Continental Cycling Team

19-årige, Frederik Nybo Eriksen bliver en del af NTT Pro Cycling’s udviklingshold, NTT Continental Cycling Team i 2020.

Frederik Nybo Eriksen var en talentfuld juniorrytter, med blandt andet en top-20 placering til juniorernes Paris-Roubaix på CV’et. Men Eriksen har de sidste par år været påvirket af sygdom og skader, der har gjort, at han ikke har haft muligheden for at køre cykelløb. I hans sidste år som juniorrytter, blev han ramt af stofskiftesygdommen, Hashimoto’s Thyreoiditis, som gjorde ham ude af stand til at køre cykelløb. Men da sygdommen kom under kontrol i efteråret 2018, fandt Eriksen hurtigt formen igen og kunne tage sejren i det franske etapeløb, Les Boucles de l’Oise.

Frederik Eriksen blev i 2019 en del af Virtu Cycling’s kontinentalhold, Team Waoo, hvor han skulle køre sin første sæson som seniorrytter. Men Eriksen kørte aldrig et cykelløb i 2019-sæsonen, da en forsnævring i bækkenpulsåren forhindrede ham i at kunne cykle. Eriksen har i efteråret gennemgået en succesfuld operation, og er allerede tilbage på cyklen igen, og er nu klar til at blive en del af NTT Pro Cycling’s udviklingshold.

Eriksen ser nu frem til at lægge sygdom og skader bag sig, og blive en del af NTT Continental Cycling Team.

”Det her skifte betyder mere eller mindre ALT for mig. Det har været med til at give mig troen tilbage på, at jeg nu kan lægge de sidste par år med skade og sygdom bag mig, og fokusere på min fremtid. Derudover er det jo en fantastisk mulighed for mig at komme ind i en struktureret og virkelig professionel organisation, hvor jeg er sikker på, at jeg kommer til at blomstre både som rytter, men også som individ”

Frederik Nybo Eriksen ser nu frem til en forhåbentlig skadesfri sæson, hvor han får mulighed for at udvikle sig som rytter.

” Jeg har stadig lidt svært ved helt at sætte ord på mine forventninger, pga. sidste år, men jeg forventer i hvert fald, at jeg kommer til at udvikle mig meget under de forudsætninger, som jeg er blevet givet. Specielt flytningen til Lucca, tror jeg kommer til at gavne mig enormt meget”.