Team Virtu Cycling

Team Virtu Cycling fortsætter i 2019 som talentfabrik

Team Virtu Cycling vil også i 2019 stå bag et World Tour-hold for kvinder samt et kontinental-mandskab for herrer. Fokus på herreholdet bliver talentudvikling, og i den forbindelse tiltræder Christian Poulsen, stifteren af talentholdet Team TREFOR, som daglig leder.

Bjarne Riis’, Lars Seier Christensens og Jan Bech Andersens koncern af cykelbaserede aktiviteter, Virtu Cycling Group, vil også i 2019 have to cykelhold placeret centralt i gruppen.
Det bliver henholdsvis et World Tour-hold for kvinder og et kontinentalmandskab for herrer med det klare sigte at skabe fremtidige World Tour-ryttere.

I juli i år fremlagde Virtu Cycling Group planerne om at skabe først et kommende Prokontinental-mandskab og siden et World Tour-hold rodfæstet i et nytænkende koncept baseret på otte til 10 hovedsponsorer. Det projekt, med arbejdstitlen Team MID, fortsætter uændret og er godt undervejs. Men ejerkredsen har valgt at holde fokus på talentudvikling i 2019, selvom ansøgning og godkendelser om at blive prokontinental-hold var på plads hos Den Internationale Cykelunion (UCI)

”Vi har ikke lagt skjul på, at vi ved siden af vores kvindehold har haft en ambition at stable et Prokontinental-hold på benene allerede til den kommende sæson. Men det skulle ikke være for enhver pris. Vi kunne godt have løftet opgaven næste år baseret på den økonomi, vi allerede har på plads nu, men vi har omvendt heller ikke nået det niveau, vi havde håbet på og sigtet efter. Derfor vælger vi i stedet at fortsætte som talenthold på kontinentalniveau” siger medejer Bjarne Riis og fortsætter:

 

”Vi har fortsat en rigtig god snak og konkrete forhandlinger med flere parter. Dem vil vi naturligvis fortsætte, og vi er fortsat meget optimistiske om vores projekt og muligheden for at tage de næste skridt. Der er både solid interesse og god opbakning, men det er generelt en længere proces at forankre og sikre sponsorater af den størrelse hos de virksomheder, vi taler med. Det kræver tid, og det respekterer vi, at vi ikke kan forcere.”

Ny leder til talenterne
Med det fortsatte fokus på talentudviklingen får de to cykelhold ny daglig leder i skikkelse af Christian Poulsen, tidligere MTB-rytter og OL-deltager.
Christian Poulsen startede i 2011 talentholdet Team TREFOR, som med skiftende navne frem til Team Virtu Cycling/Team Waoo i dag har sendt adskillige talenter opad i systemet. Det drejer sig blandt andre om Lasse Normann Hansen, Søren Kragh Andersen og Mads Würtz Schmidt. Og som del af Virtu-koncernen har holdet senest sendt Niklas Eg og Kasper Asgreen til World Tour-mandskaber.

”Jeg ser meget frem til at tage hul på arbejdet med både vores dygtige kvinder og vores talentfulde herrer. Jeg skal fortsætte arbejdet med at skabe gode og professionelle rammer for holdene, så de begge i 2019 kan levere resultater, og særligt for herrernes vedkommende blande sig blandt verdens bedste talenthold,” siger Christian Poulsen, der kommer fra en stilling som Business Development Manager hos Virtu Cycling Group.